Anmeldelse: Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt
- Josefine Visborg Thune
- 9. maj 2014
- 2 min læsning
Efter et lang og spændende liv endte Allan Karlsson på plejehjem. På sin hundrede års fødselsdag fik den sorgløse Allan den ide, at stikke af fra sin fødselsdagsfest, for aldrig at vende tilbage igen. Hvad han ikke vidste var, at flugten skulle komme til at gå gennem hele Sverige, og rumme en kuffert med 50 millioner kroner, en rockerbande, politiet og et par mord.

Roman
Jonas Jonasson: Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt.
Oversat fra svensk af Anders Johansen efter: “Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann”
Forlag:Modtryk
Antal sider:371
★★★★☆☆
Bogen handler om Allan Karlssons meget anderledes liv. Fortællingen foregår i to forskellige tider, der hele tiden skiftes imellem. Den ene fortælling handler om hele hans livshistorie, flettet ind i verdenshistoriske begivenheder fra 1905-2005. Gennem hele hans liv har han kun haft sig selv, sit gode humør, og sin lyst til at springe ting i luften. Netop det med at springe ting i luften bragte ham vidt omkring, da han deltog i krige rundt i verden, og var med til at opfinde atombomben.
Berømte venner
Gennem livet mødte Allan mange store ledere verden over. På forskellig vis stødte han ind i præsident Franco, Truman, Stalin, Richard Nixon, Kim Il Sung og Mao Tse-Tung. De fleste knyttede han endda venskabelige bånd med. Temaet i bogen er derfor venskab, da bogen beretter om, hvordan Allan, over en sjus eller to, skabte venner for livet.
Fortællingen i nutiden foregår i løbet af maj måned 2005, og handler om Allans flugt fra plejehjemmet på hans hundredårs fødselsdag. Undervejs på flugten møder han den småkriminelle Julius og derefter pølsebodsejeren Benny. Sammen flygter de fra politiet med den kuffert med narkopenge, som Allan tidligere kom til at stjæle ved et uheld. Kufferten indeholder intet mindre end 50 millioner kr, og tilhører rockergruppen NEVER AGAIN.
Rockere i hælene
Nu får de også rockerne på nakken, og de tre mænd fortsætter flugten til Sjötorp, hvor de møder Gunilla og hendes elefant Sonia. Men heller ikke hos hende er de i sikkerhed, da gruppen er sigtet for tre mord, og efterlyst i hele Sverige. Også i dette tidsforløb er temaet venskab, da de fire meget forskellige personer og elefanten knytter et stærkt venskab undervejs, trods deres forskelligheder.
Allan er en utrolig positiv og pragmatisk mand, hvis motto er “Det er som det er og det bliver som det bliver.” Selv mottoet fortæller meget om hvordan han er som person. Han er glad og tålmodig, og han tager tingene en ting af gangen. Allan når så langt i livet på grund af hans sorgløse sind, og hans geniale påfund, der flere gange redder ham fra at ende i døden.
Værd at læse
Historien er underholdende og humoristisk, og man får hurtigt sympati for den lidt anderledes Allan. Bogen giver god historisk viden, men på den sjov og anderledes måde.
Jonas Jonasson
Jonas Jonasson er født d. 6 juli 1961 i Sydsverige. Han skrev den succsesfulde bog “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. Den er blevet udgivet i 35 lande, og der er blevet solgt over 6 millioner kopier. Bogen blev den
mest solgte bog i Sverige i 2010. I 2014 blev “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” også lanceret som film.
Comments